Så var det slut med badeferie med de amerikanske kasino turister. 4 dejlig afslappende dage med kun 1 enkelt dag ude af hotellet. Et ganske udmærket ophold hvis man kan tåle at gå igennem et kasino med det klientel og larm og gøgl det nu indebærer… Men i hvert fald ikke værre end en flok fulde englændere på et all inklusive hotel i Sydeuropa og poolen var virkelig lækker.

Vi stod tidligt op og fik hotellets morgenbuffet – den var til gengæld ikke noget at råbe hurra for. Kl. 9.15 forlod vi hotellet og kørte nordpå ad Highway 95 og noget Interstate. Det mest opsigtsvækkende på den var et stykke Highway der var dedikeret til ære for de faldne i 1. Verdenskrig, Korea krigen, Vietnam krigen, Den kolde krig, Golf krigen og sidst og mest aktuelt krigen mod terror. Alle havde deres eget skilt.

Vi ankom til Las Vegas Premium Outlet North kl 10.45 hvor vi fik ‘provianteret’ det vi synes vi manglede og lidt til… Efter nogle timer i outlet kørte vi til Stratosphere Las Vegas hvor vi tager de sidste overnatninger og en sen udtjekning på onsdag inden vi drager østpå… Vi kunne få vores værelse med det samme og ingen kø til tjek ind så det var perfekt.

Vi skulle dog lige have styr på de rabatter man kunne få på de ting vi skulle på hotellet og det var ved en anden disk end tjek ind disken. På vej igennem hotellet kom en fra hotellet meget venligt og spurgte om vi skulle have hjælp med noget. Det mente vi ikke rigtigt men vi blev alligevel lokket over til en anden disk hvor en dame sagde til os at vi kunne få et gratis show på hotellet hvis vi kiggede på deres Diamond Resort. Vi anede ikke rigtig hvad hun snakkede om og kunne ikke forstå vi kunne få et gratis show der normalt ville koste 40 USD pr mand. Jeg blev ved med at spørge hvorfor det var gratis og jeg ikke lige fattede hvad hun mente. Hun blev så så flabet og spørge om jeg overhovedet kunne engelsk…
Det viste sig også for godt til at være sandt for billetter kun var gratis hvis vi tog ud og så på nogle time share lejligheder. Jeg tror vi gloede lidt åndssvagt på hende og takkede pænt nej og gik vores vej.

Vi fik styr på de andre rabatter og fandt vores værelse på 24. Etage. Hotellets højeste faktisk med udsigt lige ud til tårnet hvor vi kan se folk sky jumpe… har dog kun set det sidste af et spring i skrivende stund.

Det var regnvejr da vi stod på værelset (Ikke meget) så vi gik hen for at se hvor poolen var. Den ene er på taget på samme etage som vi bor men der skal man være 21 for at komme. Den var øvrigt lukket pga risiko for torden. Den anden pool på 8. Etage var også lukket. Så vi tog elevatoren ned for at orientere os lidt på hotellet. Det er ret stort med mange restauranter og andre butikker.

Tilbage på værelset slappede vi lidt af men på et tidspunkt opdagede vi nogle liggestole med mennesker på, på 8. Etage hvilket måtte betyde at poolen var åben. Vi hoppede i badetøjet og fik en dukkert og lidt afslapning ved poolen.

Det blev efterhånden spisetid og vi ville gå op til Downtown Las Vegas gennem den oprindelige The Strip. Vejen derop gik gennem Las Vegas Boulevard hvor Helle var noget betænkelig ved de hjemløse og det kvarter vi kom igennem. Lukkede butikker, lukkede moteller og de der stadig var åbne så noget forhutlede og skumle ud. Vi gik en times tid og var trods alt glade for at det var lyst da vi gik der.

Vi nåede endelig det vi kom efter nemlig Fremont Experience. En lukket gågade med et hav af bling bling og gøgl. Halvnøgne damer. DJ’S der spiller musik fra flere scener. Elvis dukkede såmænd også op med et live band. Hovedattraktionen er dog den kæmpe skærm som danner loftet for gaden. Verdens største tv skærm… Og lige nedenunder skærmen en zip line der fører dig igennem hele gaden. Efter en times tid havde vi set nok af det kæmpe cirkus men det var en sjov oplevelse… Vi spiste en pizza på Pizza Rock på en sidegade.

Vi tog en taxa hjem og fik nok taget vores røv lidt da han jo godt kunne se vi var turister… Det spøjse var at vi spurgte 2 andre chauffører før ham om de kunne køre os til Stratosphere. De vendte sig bare og gik… men hjem kom vi da og i morgen skal vi tårnet og prøve vilde rides…

Reklamer