I dag havde vi kun en kort køretur til næste hotel på 45 min til Key Largo. Vi havde booket i Key Largo for at være tæt på John Pennecamp Coral Reef dagen efter, hvor vi skulle sejle kl. 9 om morgenen. Men i dag stod vi tidligt op, så vi kunne komme et smut ind til et Visitor Center i Everglades, og komme ud og gå et par ture inden det blev for varmt.

Ved Visitor Centret blev vi guidet til at gå et par ture. Vi startede på Anhinga Trail, som cirka 1,2 km lang. I starten af turen var det bare flot natur, og Gators var der ingen af. Men pludselig var de der. En 5-6 Gators som vi fik både gode billeder og videoer af. På vej ud af Anhinga Trail var der en Gator der brølede vildt højt inde fra “buskadset” af.

Næste gåtur var på Gumbo Limbo Trail. Det var nærmest som en “jungletur” og her åd myggene os igennem t-shirts, selvom vi var sovset ind i myggespray. Vi gik meget hurtigt igennem, for ikke at blive ædt op. Da Mikkel og Helle var overbevist om at der var både slanger og pantere, ja så gik det ret hurtigt. Til sidste på turen ruskede Morten i et træ, mens de andre ikke så det og Mikkel og Helle blev så bange at de skreg og løb det sidste stykke ud af stien.

Vi forlod Everglades og kørte i et Outlet i Florida City, som dog ikke var noget særligt, men Helle fik dog lige købt et par sko til samlingen. Derefter kørte vi mod Key Largo hvor vi ankom til Holiday Inn ved 13.30 tiden og var heldige med at kunne checke tidligt ind. Vi nød det gode vejr og lagde os ved poolen i 3 timer. Aftensmaden blev to store pizzaer som vi delte – de var gode, og vi levnede næsten ikke.

Reklamer